|Log ind|Kontakt os|Sitemap

Oksemørbrad med Nut Brown Ale (2 personer)


Et stykke oksemørbrad på ca. 400 g
En dusk rosmarin
250 g kantareller (andre svampe kan også bruges)
5 soltørrede tomater
5 skiver pancetta
10 skiver Parmaskinke

Kødet marineres i en plasticpose med en flaske Nut Brown Ale og rosmarinen i 3-4 timer. Gerne længere hvis muligt.

Pancetta ristes sprødt på panden. Svampe og soltørrede tomater skæres i små stykker og ristes derefter i fedtet fra pancettaen.

Mørbraden skæres ud til et slag. Svampe, soltørrede tomater og pancetta fordeles over kødet.

Slaget rulles forsigtigt sammen til en roulade. Beklædes med skinken, der også er med til at holde kødet sammen. Til sidst snørres det hele stramt sammen med kødsnor.

Steges på en rist i ovnen i 45 min. ved 200 grader. Under risten stilles et ildfast fad til opsamling af det der drypper fra kødet. I dette fad hældes marinaden og 2 deciliter vand.

Når kødet er færdigstegt – brug evt. stegetermometer – tages dette ud af ovnen og hviler i ca. 10 min.

Imens hældes indholdet fra det ildfaste fad – marinaden og det der er dryppet ned – på en pande og koges ind sammen med 2,5 dl økologisk piskefløde. Det er absolut ikke nødvendigt at salte hverken kød eller sovs, da bacon og skinke er salt nok.

Nydes med små kartofler, bagte rodfrugter og et stort glas Nut Brown Ale.